I slutningen af 1800-tallet gjorde en lille gruppe bønder fra en lille by i det område, der engang tilhørte Ungarn, en forbavsende opdagelse - endda helt uden at være udstyret med et skattekort: De fandt en ægte guldskat, der lå begravet dybt nede i jorden. Skatten bestod primært af guldtallerkner og guldkrus, og de i alt 23 dele, der vejede næsten 10 kilo tilsammen, var alle udsøgt dekoreret og udsmykket, og bar præg af ægte håndværk og stor sans for den kunstneriske kvalitet. Men alligevel forblev dette dyrebare funds oprindelse og faktiske alder en gåde i meget lang tid – selv for eksperterne.
Men nu er det slut med gætterierne. Forskerne har løst mysteriet om guldskatten ved at anvende den nyeste mikroskopteknologi fra Carl Zeiss. Et scannings-elektronmikroskop fra den verdenskendte optikkoncern bidrog til yderligere indblik i gåden: Guldstellet blev med største sandsynlighed fremstillet i det 7. eller 8. århundrede. En guldsmed har fremstillet krusene ud af ét enkelt stykke metal, og derefter anvendt et stempelværktøj til at udsmykke overfladen med forskellige graveringer og dekorationer. En analyse af materialet gav yderligere informationer om sammensætningen af det loddemetal, der er blevet anvendt, og det har gjort eksperterne i stand til at afgøre, om dette loddemetal blev anvendt på alle krusene.
Spørgsmålet er så, hvorfor forskerne ikke var i stand til at få de samme informationer ved at anvende et traditionelt mikroskop? Det hænger sammen med, at ikke-ødelæggende undersøgelsesmetoder er de eneste metoder, der fuldstændigt garanterer, at arkæologiske fund ikke beskadiges. Scannings-elektronmikroskoperne er forsynet med et ekstra stort prøvekammer, som gør det muligt at analysere større, værdifulde genstande. I starten var det største prøvekammer dog for småt, men medarbejdere fra Carl Zeiss løste problemet på fornem vis i samarbejde med Wiens Institut for Arkæologisk Forskning, (VIAS). De videre undersøgelser foregik uden yderligere forhindringer, og resultatet er, at vi endnu en gang har lært noget værdifuldt om vores fortid.