Måletekniske kompetencer har styrket nordjyske PSC både eksternt og internt

PSC har i samarbejde med ZEISS gennemgået en måleteknisk opgradering med en ZEISS O-INSPECT målemaskine og systematisk brug af målerapporter.

Den nordjyske virksomhed PSC, som fremstiller dækglas til displays og optiske filterløsninger, har gennem de seneste tre år opgraderet sig selv på det måletekniske område. Opgraderingen er både blevet et konkurrenceparameter og et vigtigt internt redskab. ZEISS har været med hele vejen og har ifølge PSC leveret en ”ekstremt god service.”

PSC’s produkter aftages typisk af OEM’er i elektronikbranchen. Der er her tale om alt fra producenter af offentlige informationssystemer i forbindelse med tog, busser og stationer til producenter af maskiner og monitoreringsudstyr, eksempelvis til hospitaler. 80 procent af PSC’s produktion eksporteres.

- Vi har altid haft en systematisk tilgang til vores processer, og det er en tilgang, der har vist sig at være en fordel for os. Vores kunders oplevelse er, at tingene fungerer hos os. Der er ikke noget bøvl, og faktisk har vi det bedst, hvis man som kunde ikke bemærker, at man har et PSC-produkt. Det ser vi nemlig som et tegn på, at produktet er i orden, siger PSC’s direktør Hanus Vilhelm.

Nøglefærdig løsning fra ZEISS
For tre år siden begyndte nogle af PSC’s kunder at efterspørge en mere præcis dokumentation i form af egentlige målerapporter. PSC kontaktede derfor ZEISS, som i en periode bistod med udførelse af målinger. Samtidig blev der sået et frø i Brønderslev-virksomheden i form af en overvejelse om at investere i en målemaskine. Og i 2022 tog PSC skridtet og anskaffede en ZEISS O-INSPECT målemaskine. O-INSPECT er en multisensor koordinatmålemaskine, der kombinerer fordelene ved taktil måling med scanningfunktion og optisk måling med 10 trins-zoomoptik samt CALYPSO målesoftware med interaktiv brugervenlig betjening.

- Gennem hele forløbet har vi fået en ekstremt god service fra ZEISS. Vi har fået en nøglefærdig løsning, og ZEISS har uddannet vores medarbejdere i at bruge den, siger Hanus Vilhelm.

Medarbejdere på AUKOM-uddannelse
Næste skridt bliver, at ZEISS skal efteruddanne kvalitets- og produktionstekniker Thomas Jonstrup og yderligere to PSC-medarbejdere på det såkaldte AUKOM-forløb, som munder ud i en internationalt anerkendt certificering.

Hos PSC har den måletekniske opgradering udviklet sig til et konkurrenceparameter.

- Vi får rigtig god respons fra kunder på vores målerapporter – også fra de kunder, som ikke har stillet krav om dem. Desuden kan vi nu se, at mange af vores processer performer bedre, end vi havde regnet med, siger Thomas Jonstrup.

Statistisk dokumentation vigtig internt
Ifølge Hanus Vilhelm er netop den interne viden om processer faktisk det største plus ved at have en målemaskine på matriklen.

- Vi råder nu over statistisk dokumentation, som har medført, at vi har fået større tillid til vores egne processer. Det betyder, at vi fx har kunnet reducere antallet af inspektionsstop. Vi kan også køre vedligeholdelse præcis, når det er nødvendigt. Alt i alt reducerer vi fejl, producerer mere hensigtsmæssigt, sparer penge – og giver vores kunder en bedre oplevelse. For en produktionsvirksomhed som vores er der et kæmpe potentiale i at have en målemaskine. Den er mere alsidig, end man tror, siger Hanus Vilhelm.

Fleksibel og nærværende support
Forud for valget af en ZEISS-målemaskine foretog PSC en afsøgning af markedet, men da beslutningen skulle træffes, var der ikke den store tvivl. Og valget af ZEISS har man da heller ikke fortrudt efterfølgende.

- Hos ZEISS har de altid kunnet løse vores opgaver. De er ekstremt fleksible, og de yder en rigtig god og nærværende support, fastslår Thomas Jonstrup.

Læs mere om PSC

Få svar på dine spørgsmål!

Kontakt en af vores eksperter