Rød/grøn-farvesvaghed, rød/grøn-farveblindhed og fuldstændig farveblindhed

Livet er fyldt med farver – men ikke alle opfatter farver på samme måde: Farveblindhed og rød/grøn-farvesvaghed er udbredte synsproblemer. Og dem, som er berørte, bemærker det slet ikke. Men der findes en test for farveblindhed og rød/grøn-farvesvaghed, som giver hurtige resultater. Men hvilke typer farveblindhed og farvesvagheder findes der? Og hvordan stilles der en diagnose?

Ikke alle former for farveblindhed er ens. Baseret på årsager og symptomer er der forskel mellem farvesvagheder, delvis farveblindhed og fuldstændig farveblindhed. En person kan være født med farvesvaghed eller udvikle dem i løbe af livet. Eksempel: Mange problemer med at identificere farver er resultatet af en øjensygdom som f.eks. macula degeneration. Visse typer medicin kan hvis de tages i en lang periode påvirke den optiske nerve og resultere i problemer med at se farver. Dette omfatter optisk nerveatrofi, dvs. at øjets modtageceller i den optiske nerve dør. Dette har forskellige årsager, bla. betændelse i den optiske nerve, øget tryk på hjernen eller alkoholforgiftning. Uklarhed i øjets linse i takt med at vi bliver ældre og ændringer i hjernen kan også begrænse vores evner til at opfatte farver.

Personer med arvelige farveopfattelsesproblemer bemærker ofte først dette efter mange år med denne lidelse. Det kan opdages tilfældigt, når man taler med nogen, som opfatter farver normalt ("Det ser blåt ud for mig ..."), eller når man udfører en opgave, som kræver en præcis kategorisering af farver, før personen med farvesvagheden opdager, at de ikke ser verden på samme måde som andre. Mange fag kræver perfekt farvesyn og accepterer ikke farveblinde personer eller farvesvagheder. Det gælder for politiet, malere, CAD-professionelle, tandlæger, elektrikere og kemiske laboratorieassistenter. Et perfekt farvesyn er også nødvendigt i mange kunstneriske fag samt design-og modeindustrien. Derfor kræver mange professioner, som f.eks. transportbranchen, at kandidater tager en farveblindhedstest. Fremtidige piloter skal også bevise, at de ikke er farveblinde, og det samme skal man, hvis man tager et speedbådskørekort.

Det menneskelige øjes nethinde består af to slags sanseceller: Stave og tapper. Stave hjælper os primært med at se lyse og mørke kontraster, mens tapper er ansvarlige for farvesyn. Personer med normalt syn har tre forskellige slags tapper. Hver af dem er ansvarlige for hver deres farveudvalg, L-tapper for rød, S-tapper for blå og M-tapper for grøn. L, S og M henviser til farvespektrummets område, som er dækket af bestemte tapper: L står for "lange" bølgelængder", S for "korte" ("short") bølgelængder og M for "mellem" bølgelængder. Bølgelængden i det lys, som kommer ind i øjet, stimulerer farvepigmentet i tapperne, som derved udløser forskellige farvereaktioner i hjernen. Hvis en taptype ikke fungerer korrekt eller slet ikke fungerer, begrænser dette personen evne til at opfatte farver, hvilket forårsager farvesvaghed eller farveblindhed. Tapper er også kun aktive ved et vist lysniveau. Når det er mørkt, er det kun stavene, som er ansvarlige for lyse og mørke kontraster, som fungerer. Derfor passer alting sammen i mørket.

Personer med farvesvaghed opfatter kun visse farver og ikke andre, fordi en del af deres receptorer – tapperne – ikke fungerer korrekt. Der er forskellige slags farvesvagheder. Den mest almindelige er rød/grøn-farvesvaghed, som oftest kaldes for rød/grøn-farveblindhed eller bare farveblindhed (dette er ikke korrekt). 9 % af mænd, men kun 1 % af kvinder har denne synsforringelse. Der er to slags rød/grøn-farvesvagheder: Problemer med at se grøn (deuteranomali) og problemer med at se rød (protanomali). Lider man af deuteranomali, har man svært ved at se grøn fordi de nødvendige sanseceller – tapperne for den grønne farve – er defekte. Grønne farver forekommer fladere og mindre stærke sammenlignet med hvordan personer med normalt farvesyn opfatter dem, og ofte bemærker en person ikke dette, indtil vedkommende er i en situation, hvor de ikke opfatter forskelle mellem forskellige grønne farver. Afhængigt af sværhedsgraden er det svært for de påvirkede at skelne mellem rød og grøn og ofte også mellem blå og lilla samt mellem lyserød og grå – særligt ved ringe belysning. Symptomerne for rød farvesvaghed er lignende: Fordi de røde tapper ikke fungerer korrekt, har disse personer ofte svært ved at opfatte farven rød korrekt og også ved at skelne rød fra grøn. Der er ingen behandling for rød eller grøn farvesvaghed.

Hvis man lider af anomal trikromasi, en farvesvaghed, er alle de nødvendige tapper der. Men denne følsomhed er ekstremt begrænset, og derfor forekommer farver mindre intense, og de påvirkede blander dem ofte sammen. Eksempel: En begrænset evne til at opfatte rød kan betyde, at en person med anomal trikomasi opfatter røde trafiklys senere end andre bilister.

Hvis en person lider af en bestemt slags farveblindhed, er den del af sansecellerne, som er nødvendige for at opfatte farver enten ikke-eksisterende eller fungerer ikke. Dikromasi er når man kun har to slags funktionelle tapper, monokromasi er når man kun har én. De påvirkede kan opfatte nogen farver, men ikke ikke hele farvespektret. Ved grøn farveblindhed (deuteranopi) er der ingen funktionelle tappe for farven grøn. Har man tritanopi, en blå farvesvaghed, mangler der tappe for farven blå. En person med protanopi mangler funktionelle røde tappe. Resultat: De kan kun se et meget begrænset farvespektrum. De påvirkede kan slet ikke skelne mellem rød og grøn. Enten kan de ikke opfatte trafiklysfarver eller de røde bremselygter på biler foran – eller først når det er for sent. Der er ingen behandling for delvis farveblindhed.

Fuldstændig farveblindhed (akromatopsi) er normalt arvelig farveblindhed, hvor personen kun opfatter gråtoner istedet for farver. Forekomsten af akromatopsi er ens for mænd og kvinder. De påvirkede har betydeligt reduceret skarpsyn og er meget lysfølsomme (fotofobi). Ingen af de tre slags tappe, som bruges til farveopfattelse fungerer hos personer, som er fuldstændig farveblinde. De kan kun se ved at bruge stavene i deres øjne, dvs. de sanseceller, som er ansvarlige for synet, når det er mørkt. Derfor opfatter personer med akromatopsi omkring 500 forskellige lyse/mørke toner. Fuldstændig farveblindhed er normalt arveligt, men det kan også opstå fra cerebral akromatopsi efter et slagtilfælde, en traumatisk hjerneskade eller andre slags hjerneskade.

De følgende farvesynsteste bruges til at afgøre, om en person er farveblind eller har en farvesvaghed.

Ishihara-test (pseudoisokromatiske tavler)
Ishihara-farveplader bruges til at diagnosticere en rød/grøn-farve eller en blå/gul-farvesvaghed (tritanomali). Hver rund plade er dækket med farvede prikker, som danner et bestemt tal afhængigt af personens evne til at se farver. Eksempel: Når personer med almindeligt syn vises den samme plade, ser de tallet 74, men dem med rød/grøn-farvesvaghed ser tallet 21. Det gør det muligt at stille en pålidelig diagnose af en persons farvesvaghedstype.

Nagels anomaloskop
Anomaloskopet bruges til at diagnosticere rød/grøn farveblindhed eller farvesvaghed. Patienten bedes om at blande rødt og grønt lys for at opnå en bestemt gul farvetone (sodiumgul). Dette gør det muligt at foretage en præcis diagnose for den specifikke farvesvaghed. Eksempel: Personer med grøn farvesvaghed tilføjer typisk for meget grøn.

Farnsworth-test
Farnsworth-testen gør det muligt at diagnosticere rød-grøn og blå-gul farvesvaghed. Patienter bedes om at sortere felter i forskellige farvetoner. Afhængigt af synsforringelsestypen vil den testede person vise et mønster, så der kan drages konklusioner om den specifikke farvesvaghedsstype.